Soccer Referee Showing Yellow CardFra min barndom på den lukkede villavej er der altid én bestemt scene, der udspiller sig for mit indre øje.

Jeg står i mine hjemmesyede, ternede bukser. Vi skal til at vælge hold til rundbold. Jeg er bange for at blive valgt til sidst. Det er det værste. At ende op som hende ingen vil have på holdet. Hende der skal forhandles om.

Mit system er gennemsyret af følelsen af at være forkert. Ikke at høre til. Ikke have samme menneskelig værdi som de andre børn. Jeg lever i en evig angst for, at de skal finde ud af, hvem jeg virkelig er. Og vælge mig fra.

Følelsen af forkerthed tog jeg med mig op gennem mit voksenliv. Den lå som en usynlig kappe over alt, hvad jeg fortog mig. Den forsvandt aldrig. Lod mig aldrig få fred. Stak hele tiden siden sit grimme hoved frem og mindede mig om, at det bare var et spørgsmål om tid, før de ville opdage mig. Jeg ville blive bosted.

Jeg fandt en vej til at dulme følelsen.

Når jeg knoklede som en gal, kunne jeg ikke mærke den. Når jeg producerede på livet løs, fik jeg fred. Jeg fik ros og anerkendelse. Det føltes skønt. Nærmest som en rus. Men der skulle hele tiden mere til. Hvis der var for meget stilstand på jobbet, begyndte min uro igen at tage til.

I dag forstår jeg, at min følelse af forkerthed opstod, fordi jeg som barn valgte mig selv fra. Det var det mine legekammerater spejlede mig på. Jeg passede ikke på mig selv og lyttede ikke til mine følelser. Det forstod jeg ikke vigtigheden af. Dengang. Det gør jeg nu. Nu er der en kærlig 45-årlig voksen til stede.

I takt med at jeg virkelig drager omsorg for mig selv. Tager pauser. Passer på mig og sætter grænser, er jeg ved at få healet min følelse af forkerthed. Nu kan jeg mærke, at jeg er værdifuld som menneske.  Nu ved jeg, at jeg både er opløftende og inspirerende at være sammen med.

Ikke på grund af det jeg gør, men på grund af den jeg er.

Jeg vil altid elske at få anerkendelse for det jeg gør, men det styrer ikke længere mit liv. Anerkendelse er ikke længere min stimulans for at undgå at mærke mig selv. Det var den engang.

Categories:

No responses yet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *