TraceyI går så jeg udsendelsen ”Stå af ræset”. Jeg græd. Jeg blev så fortvivlet over de værdier vi lever efter i Danmark. Kvinden i udsendelsen er desværre bare en af mange.

Det har aldrig været meningen, at vi skal knokle og slide for den lange uddannelse, så vi kan få det vellønnede job, så vi har råd til et smukt hus, to lækre biler med manden vi også har et par moderigtige børn med. Efter lange to-do lister passer og plejer vi det hele. Så perfekt som muligt. Det føles som at være i et hamsterhjul.

Udefra ser vores liv perfekt ud. Vi oser af succes. Vi har styr på det. Det hele er velplisseret. Vi deltager som overskudsforælder i klasseråd, forældreråd og sportsklubber. Vi gør det der skal til.

Vi har fået at vide, at det er lykken. Nu har vi det hele, men vi er ikke lykkelige. Tværtimod. Vi er ved at brænde sammen. Og mange af os har skabt et liv vi slet ikke orker at vedligeholde.

Vi konkluderer, at det er os den er gal med. At vi er forkerte. Og vi skammer os over vores utaknemlighed. For vi har jo alt.

Men vi har overset det faktum, at den version af lykken vores forældre og samfundet har præsenteret for os, ikke nødvendigvis er vores version.

Din version af et lykkeligt liv kan se meget anderledes ud.

For en del år siden stoppede jeg op og spurgte mig selv, hvor mange ting i mit liv jeg ville holde op med at gøre, hvis der ikke var tilskuere på? Der hvor jeg gjorde ting kun for at opnå andres anerkendelse og respekt. Eller for at se ”rigtig” ud.

Hvis ingen vidste, at jeg gjorde det og jeg ikke måtte fortælle nogen om det, ville jeg så stadig gøre det? Meget interessante spørgsmål og mange interessante svar, som jeg ikke helt havde lyst til at høre.

Hvis vi ønsker at leve et ærligt og autentisk liv skal vi lytte til de svar der kommer. Og justere ind. Hvad er min version af et lykkeligt liv? Hvad er mine vigtigste værdier? Hvordan kan jeg få dem i spil allerede nu? Og hvad skal jeg vælge fra i mit liv?

Vi bilder os selv ind, at vi gør ting for andres skyld, men ofte er sandheden, at vi ikke tør sige nej, fordi vi ikke har tillid til os selv. Tillid til at vi kan håndtere andres reaktion på vores nej.

Jeg har sagt ”nej tak” til familie-middagen, til at sidde i forældrerådet og til en juleaften hos mine forældre. Uden lange forklaringer. Jeg har droppet min tendens til ”forklar-mig-røv”. Jeg retfærdiggør ikke længere mit liv. Heller ikke overfor mine forældre.

Jeg har tillid til at andre mennesker godt kan håndtere mit nej. Deres reaktion er deres ansvar ikke mit. Jeg lader andre mene, hvad de vil, om det de ser, når de kigger på mig og mit liv. Det kan jeg alligevel ikke påvirke eller kontrollere.

I stedet vil jeg dagligt huske mig selv på, at det er meningen, at livet skal være sjovt, nemt og nydelsesfuldt. At knokle er ikke meningen med livet, men derimod at nyde, er min fødselsret.

Categories:

No responses yet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *