”Hvem tror han lige han er, Direktør Madsen? Er han nu blevet for fin til at hilse på os andre?,” sagde min far til min mor med slet skjult forargelse. En udtalelse jeg hørte en del af i min barndom.

Derfor vokser jeg op med en overbevisning om, at der findes to kategorier af mennesker: Dem med den fine titel, en slags overmennesker og så alle os andre.

Vi går ligesom under en kam. En rimelig uinteressant masse, der ikke betyder noget. Ikke noget rigtigt vigtigt. Vi er ikke en gang spændende nok til, at man gider at hilse på os.

Selvom udtalelserne ikke var tiltænkt mine og min søsters ører, så tog jeg dem alligevel med mig. Og eftersom det var min far, der havde sagt det, så blev det sandt. Også for mig. Sådan var det bare. Det satte jeg ikke spørgsmålstegn ved.

Jeg bliver ældre og begynder på arbejdsmarkedet og kan mærke suget i maven, hver gang jeg er i nærheden af et Overmenneske. Stor er min forundring, hver gang et Overmenneske lytter til mig, og komplimenterer mig for noget jeg har gjort.

Jeg konkluderer lynhurtigt, at de bærer over mig. Er flinke overfor mig for at undgå, at jeg bliver ked af det. Overmennesket bekytter mig mod sandheden om, hvordan det virkelig ser ud med mig.

Jeg opererer jo ikke på deres niveau, så derfor synes jeg, det er super pænt af dem, at de gider gøre sig så stor umage. For min skyld. Der kan man virkelig se, hvor fantastisk vigtig et Overmenneske er. Waaau.

En dag sker der noget helt uventet. Jeg får tilbudt Den Fineste Titel. Ligesom Overmenneskerne har.

Waauu – jeg er stolt og kan næsten ikke vente med at fortælle det til mine forældre. Jeg skal opgraderes til en højere kategori af mennesker.

Jeg er SÅ stolt. Mine forældre er stolte. Fortæller om det til alle, der gider høre det. Også til dem, der ikke gider.

Jeg starter i jobbet, men kan mærke angsten prikke i min mave.

Jeg er bange for AT BLIVE OPDAGET. Bange for, at de skal finde ud af, at jeg har sneget mig ombord, som en blind passager på et krydstogsskib for rige mennesker. Bange for at de skal opdage, at jeg slet ikke er dygtig. At alt hvad jeg laver i virkeligheden er noget lort, der ikke kan bruges. At det jeg gør, ikke er et rigtigt arbejde, som hvis det havde været udført at et af de rigtige Overmennesker.

Det blev med tiden en meget lammende og altoverskyggende følelse for mig. Jeg måtte gøre noget, så jeg besluttede mig for at sige det højt, hvordan jeg havde det.

En dag tog jeg også modet til at fortælle om min angst for at blive opdaget til et af de rigtige Overmennesker. Hun kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at sådan havde hun det også.

Fra den dag blev alt forandret.

Pludselig kunne jeg se, at Overmenneskerne også var bange. Bange for ikke at kunne præstere. For blive opdaget i, ikke at være dygtige nok.

Fuldstændig de samme følelser, som jeg havde. Der var ingen forskel på dem og jeg.

Det var kun en flot titel, hvor der gemte sig et helt almindeligt menneske bag. Med nøjagtig de samme bekymringer og følelser som mig.

Det var virkelig mindblowing for mig at opleve. Stille og roligt samlede jeg historier, der kunne støtte mig i at se, at vi alle er ens, uanset titel.

Den dag i dag kan jeg stadig falde tilbage i mit barndomsmønster, men heldigvis kun ganske kortvarigt.

Hvis jeg ind imellem føler mig forkert, så husker jeg mig selv på, at nå vi en gang skal herfra, er der ikke forskel på asken.
Kærligst

Charlotte