I tirsdags sagde jeg mit trygge deltids-job op! Det har været undervejs længe. For jeg har været bange. Bange for konsekvenserne. Hvad nu hvis jeg ikke kan få kunder? Hvad nu, hvis ingen synes, at det jeg har at byde på er spændende og brugbart? Hvad nu, hvis jeg ikke er dygtig nok forretningskvinde? Hvad nu, hvis vi ikke har til de faste udgifter?

I en lang periode talte min frygt højere end min længsel efter at leve af at være coach og mentor. PÅ TRODS af, at jeg lever og ånder selvudvikling 24/7. Jeg elsker det. Det er min dybeste passion. Det eneste jeg i virkeligheden gider tale om :-).

I alle sammenhænge jeg indgår, afkoder jeg automatisk stemningen og mennesker. Det sker helt af sig selv. Jeg kan ikke lade være. Det er min ”default” måde at være i verden på.
Stemmen inde i mig blev højere og højere. Den råbte til mig: ”Hvorfor sidder du og taler om en skide arbejdsproces, når det menneske du sidder overfor har brug for noget helt andet. Hvad tænker du dog på! .”

Det begyndte at gøre fysisk ondt inde i mig, at jeg ikke måtte tale om dét, der virkelig betød noget. Men det var jo ikke det, jeg var ansat til! Til sidst kunne jeg slet ikke koncentrere mig mere.

Jeg måtte tage ansvar og finde ud af, hvordan jeg kunne tæmme min frygt og opbygge min tillid til mine evner som fuldtidsselvstændig.

Verden spejlede mig så smukt på, at ”Hold nu op Charlotte, du har SÅ meget at byde på, så mon ikke det går”. Alligevel havde jeg ikke selv tillid nok til at tro på, at jeg kunne leve af at være mig selv.

I to måneder brugte jeg al min fritid (og transporttid) på at lytte til lydfiler, læse bøger, se workshops, læse om Loven om Polariteter . Helt systematisk arbejdede jeg med min frygt, fandt ud, hvad der virkede og ikke virkede for mig. En dag kunne jeg pludselig mærke, at jeg var klar til at tage springet.

Det føltes SÅ godt at gøre det, på trods af, at jeg er omgivet af mennesker, som jeg virkelig holder så uendeligt meget af og hvor jeg vil græde tonsvis af tårer over at forlade dem.

Da jeg kom hjem i tirsdags, bad jeg Universet om at vise mig et tegn på, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg bad dem bekræfte det i form af hvide fjer. Jeg skal hilse og sige, at jeg blev ”druknet” i hvide fjer. På ALLE måder fået vist, at jeg har gjort det rigtige. Det har været SÅ vildt at forstå, hvordan Universets Store Overblik kan resultere i de smukkeste sam-skabelser. Det rører mig dybt.

De kvitterede endda med to fantastiske ordre. Samme dag, som jeg sagde op.

Jeg er dybt rørt og taknemlig over, hvor meget hjælp og støtte, der er til os, når vi tør læne os tilbage i tillid. Jeg har taget SÅ mange GULDNOTER i min proces, som jeg vil dele i en workshop her til september. Det glæder jeg mig helt vildt til!

Den næste måned vil jeg arbejde på at grounde mig selv, da jeg har fået frigivet SÅ MEGET energi, at min hjerne konstant præsenterer mig for nye fantastiske muligheder, den har kogt sammen til mig. Jeg prøver at rumme det hele med ro, selv om jeg har lyst til at kaste mig ud i en million ting.

Det vil jeg ikke endnu. Det hele skal lige falde rigtigt på plads inde i mig.

Skønneste dig – ha’ en vidunderlig sommer. Husk: The Universe has got your back”. Det har jeg mærket på egen krop.

Kærlige sommerknus,

En glad Charlotte