Jeg gør det stadigvæk! Stiller mig selv eksistentielle spørgsmål. Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Hvordan får jeg det bedste ud af mit liv? Og hvordan ved jeg, hvad der er bedst, med mindre jeg kender alle retterne? Alle mulighederne.

Min mand kigger på min refleksions-rynkede pande og spørger mig; Hvorfor det er så vigtigt. Om jeg ikke bare kan leve livet. Fra minut til minut. Hvis han skal herfra i morgen, er han stadig glad. Han synes han har haft et fantastisk liv. So far. Mens jeg går helt i krise ved tanken. For der jo så meget jeg gerne vil nå endnu. At se. Opleve. Dufte. Smage. Indsnuse. Og føle.

Jeg er grådig på livet. Bange for at gå glip af noget. Det gælder (desværre) også mad. Min største skræk er, at jeg ender i mellemtilfredshed. Foran et fjernsyn. Hvor alt er lunkent. Ikke rigtigt godt. Ikke rigtig dårligt. Bare leverpostej. Uden puls. Uden passion. Uden en dybere mening. Uden forbundenhed til andre mennesker.

Jeg insisterer på at føle mening. Hver dag!

For jeg tror på, at det allervigtigste for os alle er; At det vi bruger vores tid på giver mening – på et dybere plan. Det er afgørende for et menneske at føle sig værdifuld som den hun er, hvis hun skal føle sig fyldt op og næret. Indefra og ud. Og ikke omvendt, som de fleste af os lever.

Vi har brug for at bidrage positivt til andre menneskers liv. Uanset hvem vi er. For det er i vores relationer vi nemmest mærker vores essens. Vores væren. Den vi RIGTIG ER, når vi er stille og ikke handler og fikser ting.

Her mærker vi samhørigheden og nærværet med et andet menneske. Livs-eliksiren. Og når vi lader vores bidrag komme fra vores geni-zone (unikke zone), så føles det så godt. Både for os selv. Og for modtageren.

Hvis vi ikke føler, at vores bidrag i verden er værdifuldt begynder meningskrisen. I stilheden begynder tomheden. Den føles ubehagelig og utryg, for vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med den.

Jeg tror på, at tomheden viser os, hvor vi skal justere kurs og hvor vi ikke har bragt hele os selv i spil i livet. At der er dele af os, der mangler at blive kigget på og integreret i vores indre.

De skal bringes i spil og deles med verden. Som en ny og endnu mere autentisk version af os. Sådan tror jeg det hænger sammen.

Jeg ønsker at leve mit liv mere og mere fra min Geni-zone (unikke zone). For jeg ved, det er vejen frem til dyb meningsfuldhed. På alle planer. Både i mit privatliv og i mit arbejdsliv.

Jeg vil leve mit liv uden kamp og knokleri. I lethed og i et kærligt nærende flow, der bærer mig gennem mine dage. Alt andet vi har lært er gammel programmering, der ikke giver os det liv vi ønsker os. Det skal aflæres!.

Jeg vil sige nej til opgaver, der IKKE føles rigtige, selvom pengene er gode. For jeg tror på, at jo mere klar og kompromisløs jeg er i min energi, jo bedre matchende opgaver vil lande til mig.

Jeg vil hver dag gøre min glæde og mit velbefindende til mit primære arbejde. Derefter vil jeg udføre dagens opgaver.

Charlotte Egemar kaaber

Jeg vil tage ansvar for min energi. Hver gang noget føles tungt og knoklende, vil jeg stoppe og tage en pause, indtil min energi igen er høj.

Jeg vil (på sigt) uddelegere ting jeg ikke kan lide at lave til andre. OGSÅ det jeg har svært ved at stille op til overfor min mand. Det som jeg synes jeg skal gøre – som en ordentlig kone og mor.

Men hånden på hjertet; Jeg gider ikke gøre rent, ordne have og lave mad. Jeg vil hellere arbejde. Det nærer mig så meget mere. Kan man det? Må man det? Er det for provokerende at have det sådan? For forkælet?.

Fakta er, at det er sådan jeg har det. Den del af mit liv bliver svær at få på plads, men jeg ved, at ingen af de opgaver får mig til at lyse op.

Jeg må øve mig i at stille op til den jeg er. Også der, hvor jeg ville ønske jeg var anderledes. Mere huslig. Jeg kan kun lide at lave mad og bage, når det er lystbetonet og ikke en pligt.

Kærligst,

Charlotte

Ps. Jeg har faktisk allerede lukket en havemand ind; Min far <3. Helt af sig selv ordner han vores have. Han nyder det siger han. DET er et HELL YES! J