De fleste af os ved godt, inderst inde, hvad der er godt for os. Hvad der skal til, for at vi har det optimalt indenfor alle vores livsområder.

Vi ved godt, hvad og hvordan vi skal spise.
Vi ved godt, hvordan vi skal træne.
Vi ved godt, om det arbejde vi har er nærende for os, eller blot en kilde til en fast indtægt, så vi kan ”overleve”.
Vi ved godt, om det parforhold vi er i, gør os til mere af den vi er eller mindre.
Vi ved godt, om de venskaber vi har løfter os eller dræner os.
Vi ved godt, om det sted vi bor nærer os eller dræner os.
Vi ved godt, om vi er tilfredse med måden vi udfylder de roller vi har; som forælder, kæreste, veninde, forretningskvinde, datter eller søster.
Vi ved godt, om vi vælger at lære af de livssituationer vi oplever eller vi vælger at lade os vælte.

Vi har alle de svar vi behøver. Vi HAR overblikket. Kender de ”indsats-områder”, der har brug for et eftersyn og en justering. Men vi får ikke gjort noget ved det. Dagene går. I morgen gør jeg det. På mandag gør jeg det. Næste år SÅ gør jeg det.

Når vi så gør noget, er det ofte alt eller intet. Vi holder et par måneder. Så er vi tilbage. I en forrygende HANDLINGSPIRAL eller i en massiv UGIDELIGHEDS-SPIRAL.

HVORFOR? Jeg tror det bunder i flere ting:

• Det ønskede resultat. Vores ”HVORFOR” (skal jeg gøre noget ved det) er ikke motiverende nok eller defineret af noget udenfor os selv. Samfundet. Traditioner. Familien. Normer. Bør og skulle.
  —
• Vi er blevet følelses-afhængige. Det velkendte er trygt for os, OGSÅ selvom det er dårligt og nedbrydende for os. Vi er ikke vant til at have det godt på alle livs-områder. Vi er trygge i vores mellemtilfredshed. For den taler vi med vennerne om. Vi finder et fællesskab i det, der er hårdt og urimeligt.
  —–
• Vi har ikke lyst til at tage ansvar for vores liv, fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne. Vi prøver nemlig at regne ud, hvor vi ender, HVIS vi gør noget ved tingene. Det overvælder os og gør os handlingslammet, så vi bliver, hvor vi er. Og må dulme for at kunne holde det ud.
  —–
• Er du overhovedet VÆRDIG til Det Gode Liv? Er det ok, at sådan en som dig har det godt, eller passer det ikke med den historie du har lavet om, hvad du kan skabe i dette liv? De historier vi fortæller om os selv har stor betydning for, hvad vi forestiller os vi kan udrette (og er værdig til) af stort og småt i vores liv. Er DIN livshistorie støttende eller drænende?
  —-
• Måske tænker du; Det er ikke for mig at have det godt. Der er sket SÅ meget dårligt i mit liv, at jeg ikke længere tror på, at der er noget godt på vej til mig! Jeg har givet op. Prøver bare at overleve, så godt som jeg kan. Til dig vil jeg sige; Du kan IKKE være KRAFTFULD og et OFFER samtidig. Du er nødt til at vælge. Du får ALTID valget mellem at gå ned med din livssituation eller komme styrket igennem – med et åbent eller et lukket hjerte. Vid at kærlighed i virkeligheden er det eneste der er. ALT andet er egoets frygt der taler. Vi vælger om vi lytter. Selvom det er ubevidst.
  —
• Måske prøver du at forstille dig, HVEM du vil være, hvis du tager 100% ansvar for, at dine livsområder spiller optimalt? Svaret kan virke skræmmende på mange af os. Hvem eller hvad må du sige FARVEL til, hvis du kræver det bedste for dig i dit liv? Hvad skal du stille op til af modstand fra andre, hvis du gjorde noget ved det? Hvilke konsekvenser ville det få for dig? Svaret virker uoverskueligt, så vi bliver hvor vi er.
  —
• Måske er din virkelighed, at du overhovedet IKKE kender nogen, som ikke ”støjer” eller har ”drama” et eller andet sted i deres liv. Hvem skal du overhovedet tale med og om hvad, hvis brok eller drama er ude af spillet? Bliver du ensom? Hvem kan du tale med om dine ønsker og manifestationer, når du nu GÅR vejen og skaber det for dig bedste liv?

Jeg var til begravelse i sidste uge. En skøn, elskelig grand-kusine. 46 år gammel. Med tre mindre børn. Pludselig blev hun fjernet fra denne jord. Uventet og pludseligt.

Det gjorde dybt indtryk på mig.

Jeg tror altid, jeg har i morgen. Eller på mandag. Eller næste år. Men jeg ved det i realiteten ikke. Jeg forstiller mig, hvordan min grandkusine ligger i kisten og kigger tilbage på sit liv.

Hendes elskede. Hendes fodspor. Hendes bidrag til verden. Til andre mennesker. Lå hun og var stolt og lykkelig over det liv hun havde skabt? Jeg håber hun så, hvor mange mennesker, der var kommet for at sige tak og farvel. Hun var elsket. Af så mange. Hun havde spillet sin livsrolle så utroligt smukt.

Intet kan som døden sætte gang i refleksioner over livet.

Jeg så på mit eget liv. Er JEG glad og stolt? I dag? Lige nu? Selvom jeg håber på et i morgen. Og på endnu en mandag. Og et næste år. Er der noget, jeg gerne vil ændre på?

Svaret er, JA, der ER noget, jeg gerne vil gøre noget ved. I respekt for mig selv. Og for at støtte mig selv i den ”udgave” jeg ønsker at være. Så nu går jeg skridtene.

Et lille skridt ad gangen.

Det behøver ikke at være store, uoverskuelige skridt jeg tager, men små kærlige skridt i den retning, der nærer mig og hvor jeg er stolt af mig selv.

Hvilket lillebitte skridt kan DU tage allerede i dag, som dit fremtidige selv vil takke dig for? Og igen i morgen?

Lad os række efter stjernerne.
Lad os inspirere hinanden til at vende ugidelighedsspiralen til en kærlig og nærende handlingsspiral, så vi ikke lader os nøje.
Lad os tale løsninger i stedet for problemer.
Lad os tale muligheder i stedet for begrænsninger.
Lad os omskrive en hæmmende livshistorie til at støtte os.
Lad os åbne vores hjerte igen og igen, SELVOM livet udfordrer os.

Lad os presse så meget livsglæde og kærlighed ud af dette liv, som vi kan.

Det gælder også kærligheden til os selv.

Lad os bruge døden som et minde om at Fejre Livet. Hver dag.

Kærligst,

Charlotte