Som barn blev jeg fyldt med frygt. Mine forældre ønskede mig det bedste. De ville passe godt på mig. Gøre deres yderste for at sikre sig, at der ikke skete mig noget. Så de advarede mig mod verden. Igen og igen. Fortalte mig, hvor farlig den er. Hvor forfærdelige ting, der sker derude. Og hvor lidt man kan regne med andre mennesker.

Alt sammen for at forberede mig, hvis uheldet var ude. Så jeg kunne holde øje. Leve et liv på albuerne, for at holde mig parat. Og for alt i verden undgå at være dumdristig og naiv.

Jeg blev bange for at gå i byen. Bange for at blive slået ned. Bange for at blive voldtaget. Bange for udenlandske mennesker. Bange for at køre i tog om aftenen. Bange for at rejse. Bange for vand. Bange for andre menneskers meninger og domme.

Bare bange. Jeg turde ikke ret meget, da jeg var yngre. Mine forældres frygt blev min frygt. Det var på ingen måde et liv i glæde og frihed, men et i liv i skyggen af ”hvad nu hvis……sker.” Det var hæsligt at være i min krop. Den var altid i alarmberedskab. Altid på vagt.

Jeg mødte verden med paraderne oppe. Altid klar til at forsvare mig.

Fra deres perspektiv har mine forældre ret. Verden er et farligt sted. Medierne sørger dagligt for at bidrage til den kollektive frygt. Vi vælger at lytte til dem. Vælger at lade os dominere. Så vi bliver endnu mere bange. For verden. For hinanden. Vi trækker os. Lader os hæmme. Forventer det værste. Vi tør ikke være dem vi er og vi tør ikke gøre det, vi gerne vil. Vi vælger at fokusere på frygt. Valget er vores, selvom det ofte er ubevidst.

Paradokset er, at det vi fokuserer på, får vi mere af. Sådan fungerer både vi og universet. Frygt avler frygt. Vrede. Krig. Vold. Overfald. Al ondskab er skabt af frygt.

Voldelige handlinger og krige starter i princippet fra et menneskes ego og frygt for, at nogen tager noget, der er mit. Skabt i vores Lille Selv. Ude af stand til at rumme menneskers uenigheder og forskelligheder. Og i en evig kamp for at overbevise andre om, at vi har ret. Og de andre er forkerte. De andre gør så det samme. Super. Nu kører det for os. Hvem kårer vinderen?

Jeg har et stort ønske om, at mine børn skal leve deres liv i kærlighed, glæde og tillid. Med indre ro. Og en tro på, at verden er et dejligt sted at være. Fyldt med uendelige muligheder og kærlige mennesker.

Jeg er helt bevidst om, at verden også er fyldt med rædselshistorier, men jeg nægter at lade det være mit fokus. Jeg fokuserer på det, jeg kan lide af verden og lader resten være. Jeg dyrker det aldrig. Giver det ikke energi. Jeg nægter at leve et halvt liv i frygtens skygge.

Vi skal få det bedste ud af vores tid på jorden. Det er også mit ønske for mine børn.

Jeg lærer dem at navigere efter deres følelser. Bruge deres intuition. Hvis en situation eller et møde med et menneske ikke føles godt, skal de flytte sig.

Jeg fortæller dem, at de altid skal stole på det de mærker. Altid navigere efter det, der føles godt. Vælge det fra der ikke føles rigtigt. Det er den bedste støtte, jeg kan give dem. Mine erfaringer er ikke deres. De skal gøre deres egne.

Et liv i tillid, glæde og kærlighed er det ikke det vi alle drømmer om? Så skal vi starte med os selv og vores børn.

Stille og roligt vil balancen tippe. Frygt bliver erstattet af tillid. Af tillid og kærlighed kommer fred. Vi kan ikke skabe fred i verden, så længe frygt er den mest dominerede kollektive følelse. Fred kan kun skabes fra tillid og kærlighed.

Derfor må vi starte i det nære og lade ringene brede sig.

Kærligst,

Charlotte