Under prøve-eksamen til coach-uddannelsen brød jeg grædende sammen. En massiv og ustoppelig gråd. En kulmination af mange års forsøg på at fremstå som en kompetent, succesfuld og begavet kvinde, mens jeg ihærdigt forsøgte at undertrykke de dele af mig, der ikke matchede den beskrivelse.

Ofte prøver vi at manipulere os til et bestemt resultat. Iscenesætter os selv. Gør og siger særlige ting for at sikre, at vi efterlader et bestemt indtryk hos andre mennesker.

Det er spildte kræfter. Det kan ikke lade sig gøre. Selvom vi gør det rigtige. Er politisk korrekte. Fnugfrie. Uplettede. Ydende. Uanset hvor meget vi forsøger at iscenesætte os selv, så kan vi ikke kontrollere, hvad andre skal mene om os. Om de ser det, vi ønsker de skal se. Eller om de ser det, vi tror vi skjuler.

Når vi viser verden ærligt hvem vi er, forsvinder trangen til at ville kontrollere gennem vores handlinger.

Når du deler dig selv med verden er der intet, der kan afsløres om dig. Intet du skjuler. Intet du ikke vil stå ved. Intet du skammer dig over. Du bliver på en måde usårlig, når du står ved hele dig. Sårbarheden bliver din største styrke.

Det er der friheden bor. Der er ikke længere noget at kontrollere.