Da jeg var barn lod jeg konsekvent mine veninder bestemme legene. Undgik dygtigt situationer, hvor der var den mindste risiko for, at jeg kunne blive kaldt en Egoist. En Egoist var det værste. Synonymet for et dårligt menneske.

Jeg følte en stor indre tilfredshed ved at holde øje med andre. Indigneret pege fingre, så snart jeg så andre opføre sig egoistisk.

Jeg kørte et stramt indre pointsystem. Mig overfor omverdenen. Jeg målte konstant mine kammeraters opførsel. Og selv sørgede jeg for altid at være foran på point.

Som barn blev jeg vist, at egoisme var en dårlig ting. En nærmest strafbar og utilgivelig adfærd. Et karaktertræk som gjorde mig uelsket. Usympatisk. Venneløs. Noget jeg skulle skjule, at jeg indeholdt.

Kimen til mit Pleaser-gen blev lagt.

Jeg stillede aldrig op for mig selv. Lyttede ikke til, hvad mine behov og ønsker var. Var kun optaget af, hvad andre tænkte, mente og gjorde. Jeg tilpassede mig. Indordnede mig. Og gjorde mig umage for altid at levere i forhold til de forventninger, jeg troede andre havde til mig. Jeg måtte ikke skuffe.

Det gav mig på ingen måde det liv jeg drømte om. Tværtimod. Det gjorde mig vred og fordømmende.

Først nu har jeg forstået, at det eneste jeg i virkeligheden kan være er egoistisk. Jeg skal sørge godt for mig selv. Før andre. Kun jeg er ansvarlig for at fylde mig op. Det er ikke andre menneskers ansvar. Det er mit.

God balance skabes, når vi fylder os selv op først, inden vi gør noget for andre. Vi skal give til andre mennesker fra en Fyldt Kop, for så føles det dejligt for dem at modtage. Netop fordi omsorgen kommer af vores overskud.

Hvis vi giver til andre fra en Tom Kop bliver vi nemt vrede på verden eller får ondt af os selv, fordi verden ikke retter ind efter vores behov.

Når vi gør noget for andre skal vi øve os i at gøre det af et rent hjerte. Uden at forvente noget til gengæld. Bare fordi vi har lyst og uden at deres anerkendelse af det vi gør, er den egentlige motivationsfaktor. Så sætter vi både os selv og andre fri.

Det synes jeg er værd at gå efter.

Kærligst,

Charlotte