Jeg har altid troet, at i forholdet til min familie ville jeg altid kunne føle et intenst nærvær. En kærlig indforståethed og en dyb følelse af samhørighed.

Den slags følelser troede jeg kom med vores fælles historie. Familiebåndet og blodets bånd.

Det har været en stor sorg for mig at opdage, at sådan er det ikke ubetinget.

Jeg havde en dyb længsel efter at kunne dele ud af mig selv. Helt uden filter. At føle mig elsket. Ubetinget. På trods af uenigheder. Og helt uagtet hvad jeg stod for, mente eller gjorde.

Jeg troede at med familierelationen kom også evnen til at være 100% nærværende. At det var et krav jeg kunne stille til andre og noget de med rette kunne forvente af mig. En uskreven pagt om, at vi kunne gå alle vegne med hinanden. Ingen tabuer. Netop fordi vi var familie.

Jeg forstår nu, at evnen og modet til nærvær intet har at gøre med familierelationen. Evnen til at dele sig selv med andre handler udelukkende om tilliden til os selv. Hvis vi ikke har tillid til, at vi kan håndtere andres reaktion på det vi ønsker at dele med dem, så lader vi være. Det samme gør de. Familie eller ej.

Vi frygter deres afvisning. At vi er forkerte. Derfor sætter vi filter på vores hjerter. Toner os selv ned. Tilpasser os de forventninger vi tror, der er til os.

Et filter kan være mellem 0-100%. Hvis vi har 100% filter på vores hjerter, så kan vi hverken give eller modtage kærlighed. Overhovedet. Vi kan ikke lukke den ind i hjertet.

Oplevelsen af nærvær i vores liv er proportionalt med tykkelsen af det filter vi har lagt på hjertet. Vi kan kun give og modtage nærvær i forhold til det.  Det samme gælder for vores relationer. Også vores tætteste familie.

Vi har alle brug for en relation, hvor vi kan dele af os selv 100%. Hvor der ingen tabuer er. Hvor vi er trygge ved at gå dybt med hinanden. Hvor der ingen steder er – indeni os – vi ikke tør betræde af frygt for at blive afvist. Den relation vi vælger at dele os selv 100% med skal vi udvælge med stor omhu.

Den relation kan godt være relationen vi har til os selv. At dén relation er 100% ærlig. At vi ikke lyver for os selv og tager 100% ansvar for de følelser, der findes i os.

Det er ikke i alle vores relationer vi ønsker at have 100% nærvær. Med nogle relationer kan det være en god strategi kun at dele ud af sig selv fra 20%. Vores opgave er blot at være opmærksomme på, hvornår det er en bevidst strategi. Og hvornår det er blevet en vane. Er det en vane, er bevidstheden om, at vi har filter på vores hjerte allerede 80% af vores healing. De sidste 20% består af mod.

Vi skal stille og roligt øve os i at turde dele mere ud af os selv. Øve os i at fortælle andre, hvordan vi føler og oplever ting. Og være ok med det vi har delt, uanset reaktionen vi får. I takt med, at vi gør det og åbner mere op for vores hjerte, skruer vi automatisk ned for vores kritik og fordømmelse af andre.

Det synes jeg er en fantastisk sidegevinst.

At skrue op for nærværet kræver vores Heltemod, men vi kan starte i det små. Øve os ved frokostbordet i kantinen, til familiefesten, veninde-frokosten eller sige dét til chefen, vi længe gerne har ville sige.

Jo dybere et sted, vi tør dele ud af os selv fra, jo dybere et sted vil vi også modtage fra. Og jo større frihedsfølelse vil vi få.

Følelsen af frihed er for mig en kæmpe motivation til at gå vejen.

Kærligst,

Charlotte