Som mange af jer ved, har jeg i lang tid drømt om et hus med hav-udsigt. Jeg har også fundet den grund, jeg gerne vil eje. I lige netop det område, hvor jeg vil bo.

Jeg er af den overbevisning, at hvis det skal være dén grund vi skal købe, så vil pengene finde vej til os. På den ene eller den anden måde. Grunden er stadig til salg. Men pengene er ikke en realitet i vores liv. Lige nu.

Det slår mig ikke ud. Jeg ved, at alt er godt. Der er en mening med, at vi ikke ejer den grund. Hvis det ikke bliver, så er det fordi, der er noget andet og endnu bedre i vente til os. Det synes jeg er helt vildt spændende.

Indtil da er Jégwans og min vigtigste opgave at holde energien høj og skrue endnu mere op for nydelsen i vores liv. Mens vi opmærksomt lytter efter den næste post. På vejen mod hav-udsigten.

For en måned siden fik vi at vide, at havnen i det område, hvor drømmegrunden ligger, er sat til salg. Jeg har altid elsket den havn. Selvom den teknisk set er kedelig. Jeg elsker dens energi. Øjeblikkelig udvider vores drøm om hav-udsigt sig. Til også at inkludere den lille havn. Havnen har et kæmpe udviklings-potentiale.

Inden længe har vi lavet Konceptet for havnen. Vi har en fest undervejs. Taler, drikke rødvin, lægger planer, tænker forretning, tænker i High Vibes og Simpel Luxury. Vi har det fantastisk.

I fredags sidder jeg i København og fortæller om havnen. Om drømmen. På vej hjem ringer Jégwan og inviterer mig på overnatning i en lille hytte på havnen. Med havudsigt. Tilfældigt? Jeg tror ikke på tilfældigheder.

Det er meningen, at vi skal tjekke havnen ud. Og det gjorde vi. Jeg gik morgentur i tusmørket lørdag morgen og mærkede en dyb følelse af at høre til. Jeg følte mig hjemme. Det var ret vildt og meget rørende at mærke.

Da vi skal af sted løber Jégwan ”tilfældigt” ind i  alt-mulig-manden, der er tilknyttet havnen. Han ved en masse. Kan fortælle en masse. Udpeger alle de bygninger og huse, der hører med til havnen. Det ene hus ligger helt fantastisk. Med havn og hav-udsigt! Vi var helt høje begge to.

Havnen opfylder flere af vores drømme. Både dem vi har hver for sig. Men også sammen. Det er ret vildt. Realitetstjek! Har vi pengene til at købe en havn. Nej. Ikke lige nu. Men skal det forhindre os i at drømme om at udvikle den. Nej. På ingen måde. Kan vi bede om hjælp? Ja, så absolut. Det har vi tænkt os at gøre.

Vi skal ikke forsøge at regne ud, hvordan det her kan lade sig gøre. For så mister vi pusten. Den ene ting vi kan gøre. Og som er let og nydelsesfuldt er, at ringe til kvinden der ejer havnen. Det første lille skridt. Det kan vi overskue. Og det er let og sjovt. For Jégwan. Ikke for mig.

Bedst som man tror, at nu er alt håb ude, begynder universet at vise nye muligheder og retninger. Det er så vildt. Vores opgave hver i sær er at gå med livet, når det føles godt og rigtigt. Og huske os selv på, at ingen drømme er for store. Alt er muligt, hvis vi er villige til at gå vejen. Lidt efter lidt. Et lille bitte skridt ad gangen. Og bede om hjælp undervejs. Vi skal ikke gøre alting selv. Vi skal give slip på “hvordan”, gå af scenen og lade universet om “hvordan”. Vores eneste job er at lytte til instruktionen om Det Næste Skridt. Og så tage det skridt, når det føles rigtigt. Og vi er klar.

Jeg glæder mig til at se, hvordan mit og Jégwans eventyr folder sig ud. Jeg ved jo, at de fleste eventyr heldigvis ender lykkeligt.