I fredag drak jeg et glas vin med en vidunderlig hjerte-kvinde, som fulgte mig til toget med kram og kindkys.

Jeg følte mig så elsket, næret og fyldt op. Dybt taknemlig.

Lige dét sted i sit liv var min så mand ikke, da jeg landede derhjemme. Han var sur. Meget sur. Hvad han yderst sjældent er.

Mit køkken emmer af to mennesker, der begge har gang i noget, de på ingen måde har lyst til. Og slet ikke i hinandens selskab. I hvert fald ikke i fredags.

Jégwan var transformeret til en vredladen martyr og vores søn til Det Stille Offer. Det ville være helt upassende at grine….

Og desuden ønskede jeg jo netop at øve mig i at blive i min kerne, uanset hvad min omverden præsenterer mig for. Lige der midt i køkkenet, fik jeg en unik chance. Serveret på et sølvfad.

Helt gratis kan jeg træne ”musklen”: At føle mig elsket, næret og fyldt op. Bibeholde min kærlige indre tilstand, uagtet, at Martyren og Ofret er flyttet ind i mit køkken. De skal have lov til at være i deres følelser. Og jeg i mine.

Jeg betragter roligt, det der foregår. Trækker vejret ind i det. Det er hvad det var. To mennesker i deres følelsers vold. Intet andet. Det er ikke farligt. Jeg giver det intet af min energi.

Jeg ryger ikke over i min mand. Jeg hopper ikke på tungen for få ham til at blive glad igen. Så jeg har det godt i hans selskab. Det ville jeg have gjort tidligere. Men ikke denne gang. Jeg bliver hjemme hos mig selv.

Det giver en fantastisk følelse af frihed. Jeg BLIVER i min glæde. Jeg toner ikke mig selv ned for at tilpasse mig deres energi.

Jeg deler autentisk af mig selv, fra det glade sted inde i mig. Jeg tager kun ansvar for mig selv og mine egne følelser. Inden længe er både Martyren og Ofret  transformeret til elskelige familiemedlemmer.

Den stærkeste energi vinder altid. Og det var min.

Når vi forbliver i vores kerne, uanset hvad andre omkring os gør og siger, så tager vi vores power hjem. Andre mennesker har ikke længere magten over vores indre tilstand.