Det spørgsmål blev jeg stillet i (endnu) en af mine selvhjælpsbøger. Forfatteren ville have mig til at reflektere over spørgsmålet og hvis jeg, selvfølgelig helt utænkeligt, ikke kunne lide det svar, jeg troede børnene ville give, havde jeg mange år til at rette på situationen. Forhåbentligt.

Forfatteren opfordrede sågar også til, at jeg skulle spørge min mand, på en skala fra 1-10, hvor god en kone jeg havde været i indeværende uge. Hvis jeg scorede lavt skulle jeg spørge, hvad der skulle til for at snige sig højere op ad skalaen.

Jeg var ikke parat til at høre svaret fra Jégwan. Sandsynligheden for at jeg ville blive sur, føle mig urimelig behandlet og IKKE set, var stor. Og jeg ved (af erfaring) at det er en dårlig idé at stille spørgsmål, man ikke har lyst til at høre svaret på. Jeg var en kujon. Jeg indrømmer det.

Men spørgsmålet omkring, hvad børnene ville sige om mig, hvis jeg ikke var mere, anså jeg som rimeligt ufarligt, så jeg vågede pelsen og spurgte Jonas, min yngste søn.

”Jonas, hvis jeg nu var død, hvad ville du så fortælle dine kammerater om mig”?. Fra hans ansigtsudtryk kunne jeg pludselig fornemme, at jeg ikke ville få det svar jeg havde forventet, så jeg skyndte mig at tilføje, at han kunne svare hvad som helst. Jeg ville ikke blive sur.

Jonas kiggede tøvende på mig og svarede:”Jeg ville sige, at du var sådan en sundshedsmor, der tit blev sur på mig og skældte mig ud”.

Jeg manede mig op, slugte min automatisk generede forsvarstale, og spurgte, hvad jeg skulle gøre anderledes fremadrettet, hvis jeg skulle ændre hans syn på mig.

Jeg skulle holde op med at blive så sur på ham. Det kunne han ikke lide. Det forstod jeg godt, men jeg blev jo sur af en grund, og det var vigtigt for mig at vide, om han forstod, hvorfor jeg blev sur.

Det gjorde han faktisk. Vi fandt et godt kompromis, hvor jeg skulle give ham en tydelige reminder, at nu var det ved at gå galt for os to igen. Så kunne han vælge at handle og eller gøre noget anderledes. Og jeg kunne være mere opmærksom på, hvornår han triggede noget i mig.

 Jeg har endda haft modet til at spørge ham igen efter nogle måneder. Og jeg fik ros.

 ”Det går meget, meget bedre for dig mor”, fik jeg at vide.

 Det kunne jeg jo kun være tilfreds med.

Måske virker det som en hel banal øvelse, men den er utroligt effektfuld, for det er altid ud fra den feedback vi får fra vores nærmeste, vi kan vurdere, hvor godt vi klarer os.

Det er gennem feedback vi kan lærer noget om os selv. Og forbedre os.

Den feedback vi får skal jo helst afspejle det menneske, vi ønsker at være. Og hvis det ikke er resultatet, må vi ændre vores opførsel, så vi kan få en anden feedback.

Jeg håber du lader dig inspirere af min historie og lav gerne en ”Copy & Tast” i din egen familie, hvis du har modet og lysten til det.  

Kærligst,

Charlotte