Denne artikel kan også læses på http://kvindetid.dk/charlotte-egemar-kaaber-mindre-handling-mere-sofa/

Hvordan ville dit liv se ud, hvis du skuer ned for al tvangspræget eller frygt baseret handling?

Det er mandag morgen. Glad og med ægte nysgerrighed spørger du din kollega til hendes weekend. I en 15 minutters uafbrudt og begejstret talestrøm, fortæller hun dig i detaljer om, hvor travlt hun har haft. Hvor meget hun har nået. Hvor effektiv hun har været. Hvor optimalt hun har brugt tiden. Og hvor sur hun blev på manden, da han prøvede at snige sig til en middagslur på sofaen, efter at havde været på ”Genbrugen” med fire læs. Hun fik det stoppet. I tide. Heldigvis.

Du begynder at frygte, hvad du skal svare, når hun om lidt spørger, hvad du har lavet. Du har intet lavet. Hverken vasket tøj, gjort rent eller lavet mad. Følelsen af din bløde sofa, den spændende bog og smagen af den lækre take-away er det, du kan huske. Du har bare været. Spildt tiden. Virkelig spildt den. Gennemført og grundigt.

Du føler dig pludselig flov over din ineffektivitet og dovenskab. Prøver febrilsk at komme i tanke om bare en lille historie, du kan blæse lidt op, så det lyder af noget.

Du hakker i det, da det bliver din tur til at fortælle. Leder lidt efter ordene. Vupti. Din kollega tager over. Igen. Hun har glemt noget. Du er lettet. Du slipper for at udbasunere dit dovenskab. Historien gentager sig næste mandag. Og næste mandag. Og næste mandag.

STOP. Please. Bare for et øjeblik og reflekter over følgende:

Hvorfor elsker vi at fortælle om, hvor effektive vi er?
Hvorfor er det så vigtigt for os, at dele vores handlen og travlhed med andre?
Hvorfor bærer vores Facebook opdatering ofte præg af lange sætninger med alt det, vi har nået?
Hvorfor er handling og effektivitet det vi roser og anerkender hinanden for? Og vigtigst af alt, hvorfor og hvor kommer vores evige handlen og gøren fra?

Jeg elsker selv handling. Er stolt af det jeg gør og når. Men jeg har lagt mærke til, hvor mange af mine og andres handlinger, der er tvangsprægede eller frygt baserede.

Handlinger vi foretager os for at undgå noget eller af frygt for, at noget vil ske. Eller ”Det siger Reglerne”. Vi laver regler om, at der SKAL gøres rent HVER lørdag. Handles HVER mandag. Til svigerforældrene HVER søndag og spises grød HVER onsdag. Eller vi skal løbe eller træne 3-5 gange om ugen af frygt for at blive tykke. Selvom vi ikke har lyst.

Og i det øjeblik det vold-regner udenfor og vi IKKE kan klippe hæk, luge, pudse vinduer, slå græs eller løbe, er vi helt lykkelige. Vi er – helt legalt og samfundsmæssigt accepteret – fritaget for at handle. Tankevækkende.

”Al besiddelse volder besvær” – sagde min mands kloge morfar. Og han har så ret. Vi er nødt til at vedligeholde det vi har. Med mindre det regner. Men kan vi ikke sætte standarden lidt ned? Det behøver ikke være perfekt. Naboen føler sig alligevel bare presset over vores perfektion.

Men vi skal jo starte et sted, så skal vi ikke indledningsvis aftale – at fra i dag af – er al tvangspræget og frygtbaseret handling socialt uacceptabelt? At fra nu af og så ofte som det er muligt, skal vi kun handle, fordi det kunne være sjovt at…….eller jeg har lyst til…..(og der findes faktisk mennesker, der synes det er skønt at gøre rent, som vi kan bytte med).

Jeg glæder mig til at fortælle det til min mor, som også har ”GARDINVASK” og ”ORDNE KØLESKAB” i sin kalender. Det vil også være en lettelse for dem af os, for hvem det er lykkes at skabe liv, vi ikke orker at vedligeholde. Hvor hele ugen er fyldt op af ting vi skal. Vi orker det bare ikke.

Jeg beslutter hermed, at vi ALLE får – bare i en måned – FORBUD mod at foretage tvangsprægede og frygt baseret handlinger. Lyder det ikke skønt? Det er hermed samfundsmæssigt anerkendt og acceptabelt at ligge på sofaen hele weekenden. Godt gået, hvor er du sej!.

Jeg tror mange af os ville ånde lettet op. Føle os fritaget fra et mega tungt ansvar. Smide os fnisende i sofaen, spise kolde chokoladeskildpadder og drikke rødvin allerede fra kl. 16.00 lørdag eftermiddag.

I virkeligheden ønsker jeg vi skal lære et nyt sprog. Jeg drømmer om – selvfølgelig kun forsøgsvis – at ord som travlhed, effektivitet og optimering udgår. I stedet skal ord som væren, kærlighed, sårbarhed, nærvær, nysgerrighed & begejstring bruges med samme frekvens og iver.

Med det nye sprog kommer også en lov om, at de nye ”væren-ord” skal modtages af et ligeså stort og begejstret heppekor som de gamle ”handle-ord”. En sætning som….”Jeg sad og stirrede ud i luften med åben mund i en time” skal hyldes på samme måde, som jeg har pudset vinduer og bagt boller. Vi skruer langt ned for al handling og op for vores væren. Vi er bare til. Trækker vejret. Suger livet ind. Er stille. Ud fra denne tilstand handler vi, når inspirationen er der og det føles let og sjovt. Vi skal ikke nå noget.

Vi tager kollektivt ansvar. Så er der mennesker i vores nærhed, der ikke kender eller har glemt det nye sprog og den nye lov, gør vi dem kærligt opmærksom på deres eksistens.

Jeg elsker at forstille mig den verden, vi kan skabe, hvis vi stille og roligt begynder at gå fra en næsten 100% handle-energi til 80% væren og 20% handling, der kommer ud fra inspiration og glæde. I stedet for tvang og frygt.

Den nye standard for det gode liv. Den verden vil jeg elske at være en del af. Som med alt forandring, må jeg jo starte med mig selv. Måske har du lyst til at være med til at indføre det nye sprog i din verden?

”Vær den forandring du ønsker i verden”. Jeg vil gå en tur. Fordi jeg har lyst.

Mange kærlige hilsner

Charlotte Egemar Kaaber