”Hvis han ikke havde foldet bestillingen og du havde sagt din fulde navn, så havde jeg nemt kunne finde dine kontaktlinser” – forklarede optiker-damen mig. Tydeligt irriteret og med en dyb rynke i panden. Jeg havde godt set det komme, da hun for tredje gang kom tomhændet tilbage fra lageret.

Min dårlige samvittighed over at være til besvær og min skam over at have gjort hende irriteret fik mig til overveje, om jeg ikke bare skulle sige, at det var helt ok, at hun ikke kunne finde mine linser. Hun skulle ikke lede mere.

Jeg kunne bare kunne bruge briller, indtil der kom nogle andre linser hjem. Og hvis hun følte for det, kunne hun jo bestille dem hjem til mig. I dag. Hvis hun havde tid. Ellers var det helt ok, at hun ventede. Lige meget hvad. Bare hun ville holde op med at være irriteret på mig.

Oh my Charlotte, hvor godt synes du egentlig det går? Hvad er det lige du har gang i her? Du har jo brug for de kontaktlinser, ellers stod du her jo ikke! Jamen jeg kunne jo være kommet FØR, jeg tog det sidste par i brug. Det er jo i virkeligheden min egen skyld…okker bokker, okker, bokker……..Jeg er travl med at lede efter en mulig ”flugtvej” for at undgå at træde i karakter. Selvsabotage i fuldt flor.

Pludselig kan jeg mærke en ulmende vrede……HVAD FANDEN BILDER HUN SIG IND? HVEM TROR HUN LIGE HUN ER? Jeg er kunde i HENDES forretning og jeg vil have ordentlig service. Hun skal ikke snerre ad mig. Jeg finder mig ikke i den opførsel! Der er andre steder. Masser af andre steder, hvor jeg kan købe mine kontaktlinser! Bum! Tag den dame!

Beslutsomt kigger jeg på hende og ud af min mund kommer: ”Det er jeg virkelig ked af. Det må du undskylde. Hvor er det dog kikset af mig, ikke at sige mit fulde navn. Du kan jo ikke vide, at jeg også hedder Egemar. Det beklager jeg. Det var virkeligt dumt. Og når din kollega så – oven i købet – har foldet sedlen, så du kun kan se ”Charlotte Egemar”, så er det ikke nemt at være dig.”

-”Jeg lover dig, at jeg vil huske at sige mit fulde navn, næste gang jeg kommer herop” – var min sidste og afgørende score-replik.

Min kærlige sjæl har (åbenbart) vundet retten til at tale, over mit sårede ego, der hellere vil hvæse ild. Lige i hovedet på den åndsforsnottede optiker-dame, der i virkeligheden burde finde sig et nyt job. Hvis du havde spurgt mig i “gerningsøjeblikket”.

Hun havde fortjent ild. Og jeg havde fået forløsning for min vrede og kunne have fortalt hele verden om mit drama. Fået deres sympati. Og deres drama-historier, som – helt tilfældigt – mindede om min. Bare lidt værre. Min verden kunne have fået en enestående chance for at genoplive og gennemleve deres egne dramaer. Igen. Vi kunne have følt fællesskab. Bonding. I irritationen. I retfærdighedens navn. Amen.

Jeg kunne havde været blevet en helt. Eller?

For øjnene af mig skete den vildeste transformation. Fra ”vred, snerpet dame, der burde finde et nyt sted at spise sin frokost” til ”stor-smilende-det-skal-du-ikke-tænke-på-det-var-ikke-noget-problem ekspedient”. Det var så vildt, at jeg blev helt stille. (Hvilket ikke sker så tit).

Jeg gik målløs ud af forretningen og glædede mig over, at jeg ikke havde givet hende en verbal overhaling. Selvom det måske havde været på sin plads.

Men hvad var det i grunden jeg havde gjort?

Jeg havde set hende. Anerkendt hende for hendes anstrengelse. Hendes ekstra indsats hun ydede, endda på trods af, at både jeg og hendes kollega havde brudt hendes regler om, hvordan en seddel skal foldes og at en kunde skal sige sit fulde navn.

Hvis man altid vil have sine kontaktlinser udleveret. Og det ville jeg rigtig gerne.

Hånden på hjertet? Kan du genkende dette? Ja, det tror jeg du kan.

Er massiv selvsabotage også noget du kan genkende og vil høre mere om, hvordan du kan håndtere, så tilmeld dig mit foredrag 22. august på www.charlottegemarkaaber.com under EVENT.

Kærligst

Charlotte