”Jeg vil ikke ende som en museums-genstand, der er ubrugt, pæn og velbevaret for at holde værdien. Fandeme nej. Jeg vil være brugt, slidt i kanterne og smides væk, når jeg skal herfra!”

Proklamerer min kære mand, mens han målrettet styrer vores bagagevogn mod terminal 3 i lufthavnen.

Jeg er ved at få min tic-tac pastil galt i halsen, fordi jeg kommer til at skrald-grine. En velbevaret museums-genstand! Der begynder at danne sig billeder i mit hoved og et virvar af modstridende tanker og følelser skaber et mindre vulkanudbrud i min krop.

Jeg vil gerne være velholdt og pæn. Men hvordan har jeg det egentligt med at være brugt? Hvis jeg nu går efter at være ”brugt”, er det så ensbetydende med, at jeg behøver at ligne eller ende som en tyk posedame?

Eller betyder det at være ”brugt” mon bare almindelig – aldersvarende slidtage – hvad man kan forvente af en kvinde på 44 år, der har født to børn.? Slidt et par kærester ned. Røget i 1000-vis af cigaretter. Drukket rigtig meget dårlig rødvin. Og god rødvin. Snakket (usædvanligt) meget. Og spist rigtig, rigtigt meget (for meget).

På Metroprojektet har kloge ingeniører beregnet – i procentsatser – togenes faldende værdi, sammenholdt med, hvor meget slidtage der forventes ved daglig brug. Gad vide om disse beregninger også er lavet på mennesker? Hvad siger normen? Og hvem definerer den egentlig?

Hvad vil jeg egentlig gerne ende som? Oh my! Det er ikke nemt spørgsmål. Jeg har jo set en masser af smukke og velholdte ældre mennesker, der lige til det sidste holder sig utroligt godt. Men har de mon også LEVET? Virkelig givet den gas? Eller har de brugt AL deres tid, energi og penge på at holde sig vel-holdte og vel-polerede? Hvor slutmålet er at forblive velholdte. Tage herfra som velholdt.

Hvad nu hvis disse mennesker næsten kun har levet af og gennem den ros og anerkendelse de har fået fra omverdenen for, hvor godt de holder sig og hvor lidt man kan se, at de var 85 år?

Den version har jeg heller ikke lyst til.

Eftersom jeg er et både-og menneske, prøver jeg om jeg kan kombinere Jégwans udtalelse. ”En brugt, men velholdt museums-genstand, der – til eksperternes store overraskelse – har holdt sin værdi, PÅ TRODS af, den har været brugt flittigt. Med enestående patina, der er skabt på allersmukkeste vis. Et meget autentisk og unikt eksemplar.”

Nu smiler jeg. Den version kan jeg li’.

Jeg kommer pludselig til at tænke på et af mine ynglings-farverig-festballade-mennesker Ketti Bueno Ferrer. Hun bragte et skønt billede på sin Facebook side af en ældre og meget rynket dame med det mest fantastiske glimt i øjnene. Jeg napper det lige til jer.

Da jeg genså billedet var jeg er ikke længere i tvivl. Jeg går efter ”Brugt. Men med enestående patina. Et meget unikt og autentisk eksemplar”.

Hvad går du efter? Hvad er din version?

Kærligst,

Charlotte