Lige så længe jeg kan huske tilbage har min fars frokost været et vigtigt emne i mit liv.

I skolen var min madpakke et samtaleemne. Mine klassekammerater elskede min fars madder. De var lækre. Farverige. Vær at bytte sig til. Der var tænkt over tingene. Havde jeg en ostemad med, var der en Läkerol. Til den grimme ånde.

Kammeraterne var misundelige.

Nu er også mine børn vilde med morfars madder. Da børnene var små kunne hans madder have numre på. Og tekst ala ”Nr. 1 Spis mig først, jeg er lækker”. Ungerne elskede det og gør det stadig. Numrene er nu erstattet med livskloge citater.

Min fars frokost-tallerken er kult.

Den skal indtages med en øl og en snaps. Sådan er reglerne. Han forbereder altid en frokost-fest. Selv når han er alene hjemme. Han gør det med eller uden betaling. Med eller uden tilskuere. Jeg har lyst til at filme ham, når han smører frokost. Fastholde øjeblikket. For den dag han ikke er mere, er nået helt unik gået tabt.

Min far er i sin Unikke Zone med sin frokost-fest. Han elsker det. Min mor elsker det. Min søster og jeg elsker det. Ungerne elsker det.

Når vi er i den Unikke Zone kan vi ikke lade være. Vi taler om det. Til alle. Vi handler, fordi vi slet kke kan sidde stille. Det føles let. Ubesværet. Nydelsesfuldt. Vi er drevet af noget, der føles større end os selv. Hvis det er noget vi bliver betalt for, kan vi nærmest føle vi “snyder”, fordi det ikke føles som arbejde.

Vi har alle samme dette sted. Det er ofte bare gemt og glemt. Men vi er alle født med en skabende kraft.

Det er vigtigt at finde tilbage til tråde af din Unikke Zone. For her kommer du i nærkontakt med din Indre Kerne. Den direkte kilde til livsenergi. Du føler dig næret. Og ting giver mening på et meget dybt plan.

Der er ofte tråde fra din barndom, der kan lede dig på sporet af din unikke zone. Noget du elskede at lave som barn.

Når vi tør smage på Livets Buffetbord. Igen og Igen. For at finde ud af, hvad vi kan lide og ikke lide, så kommer det liv vi drømmer om. Helt af sig selv. Vi skal blot finde vores Heltemod frem til hele tiden at lukke mere og mere af det vi kan lide, ind i vores liv. På alle områder. Og stille og roligt vælge det fra, som ikke længere løfter os og gør os glade. Et lille skridt ad gangen.

Kærligst,

Charlotte